Hvis vi er, hvad vi spiser – er du så en snack?
Har du en tendens til hurtigt at tage en snack i hånden på vej ud ad døren, eller synes det er den nemme løsning, når sulten melder sig? Du er ikke alene.
Læs om, hvordan vores vaner har ændret sig, hvad er grunden, samt hvordan vi kan mindske indtaget af snacks eller helt undgå dem.
Så meget fylder snacks
Med tiden er vi begyndt at hoppe måltiderne over, hvilket ikke kun har en effekt på vores spisevaner men også på vores sociale samvær. Før spiste vi ALLE vores måltider sammen med familien, men nu er det oftest kun aftensmaden og for nogle er det ingen.
Du tænker måske ikke over det selv, men vi har en tendens til at udskyde frokosten, snuppe en snack, når vi lyster det og spise aftensmaden på forskudte tidspunkter. En af grundende til dette er, at vi i dag ofte er på farten. Det betyder, at det ikke altid er lige nemt at sætte sig ned og spise et ordenligt måltid. Til gengæld er det rigtigt nemt at få fat på en snack, da de kan fås 24/7 alle ugens dage.
Det er dog forskelligt, hvordan snacking påvirker os. For nogle af os vil mellemmåltider vække madlysten og føre til overspisning. Andre kan have gavn af et sundt mellemmåltid midt på eftermiddagen for at nedtone trangen til snacking, da det oftest er på det tidspunkt at trangen til at snuppe en snack er størst. Grunde til det kan være:
- En måltidsstruktur i opløsning, hvor snacking har erstattet flere af de sunde måltider.
- Sult forårsaget af en travl dag med for lidt sund mad og tilfældig måltidsrytme. Vi opbygger en glubende sult, som resulterer i overspisning af hurtige kalorier.
- Fristelser, som vi møder på vores vej: duften fra kaffebaren, kagen på jobbet, lakridsen i skuffen og chokolade til aftenkaffen. Fristelser, som får os til at spise pr.automatik uden nærmere overvejelse.
- Kedsomhed, hvor vi lige kigger i køleskabet, køkkenskabet eller kagedåsen og snupper et par småkager – ikke fordi vi har lyst, men bare fordi de er der.
- Vanen, hvor sofa, skærm og spisning er koblet uløseligt sammen. Vi spiser slik mens opmærksomheden er rettet mod filmen. Vi hverken smager eller nyder det.
Vidste du at
En kvindes daglige kaloriebehov på en dag svarer gennemsnitligt til 2.000 kcal. Du tænker måske, at du ikke snacker ret meget, men det er ikke unormalt at snackingnår op på 700-750 kalorier på én dag.
Som eksempel, kan du her se, hvordan en dags indtag af små snacks hurtigt kan få kalorietælleren op i det røde felt:
- 1 stor caffe latte med minimælk på vej til job
- Et stykke kage på jobbet
- 30 g lakrids på vejen hjem
- 1 glas rødvin til maden
- 4 tern 70 % chokolade til filmen
= 700 kcal.

Tips og tricks til at undgå snackkeriet:
- Spis et sundt mellemmåltid og tag lækkersulten i opløbet. Så undgår du at føle sult og tage det “usunde” valg.
- Gør det sværere for dig at komme til dine snacks, gem dem evt. bagerst i skabet.
- Lav ting som ikke kan kombineres med chokolade. Brug strikketøjet, tag et karbad eller omplant blomster på det tidspunkt, du normalt snacker eller gå en god tur – den behøver ikke være lang.
- Hold fokus når du spiser, dette betyder ingen tv, ikke noget med at spise i bilen eller gående/ stående.
- Ryd op og fjern alle fristelser fra arbejdsbordet, skrivebordet, spisebordet, køkkenbordet og stuebordet. Gør det svært for dig selv at komme til dine snacks.
- Betal søde sager og snacks med kontanter – det gør det mere besværligt, og du når at mærke efter, om du er reelt sulten, eller om det er kedsomhed,
- Drik et STORT glas vand, inden du skal snacke, for så er der plads til mindre i maven.